Sommerhus

Vi er i sommerhus. Det hus jeg har kendt længst i hele mit liv. Det har dannet rammen om mine allerførste ferier alene med en veninde, første gang var jeg ikke særlig gammel og nu forstår jeg faktisk ikke, hvorfor jeg fik lov. Den nærmeste telefon var mønttelefonen på campingpladsen to kilometer væk, det var flere år inden mit første kys og selvom vi var både fornuftige og handlekraftige, er jeg ikke helt sikker på, at mine unger får lov til det i den alder. Som barn tilbragte vi endeløse sommerferier her, jeg husker dem som fyldt med god stemning, mine forældres venner og deres børn, senere havde vi selv en legekammerater med (min bedste venindes far var landmand, hvor ferie aldrig fandt sted om sommeren, høsten I ved). Jeg husker, hvor mange gange om dagen vi kunne gå op til campingpladsen for at købe is og postkort med heste på, at vi altid skrællede kartofler udenfor, min far der så Tour de france lidt forbudt indenfor midt på dagen. Jeg husker, hvordan alting var gult, gardinerne, sofaen, æggebægerne, at vi gik til stranden med kæmpestore badedyr, men aldrig lå dernede. Jeg husker min mormor og morfar på besøg og store familiekomsammener med alle min fars tanter og onkler, fætre og kusiner og følelsen af at høre til et sted. Senere var sommerhuset rammen om min og min kærestes allerførste ferie alene sammen (husk hvor unge vi var) og nu danner det rammen om mine børns barndom. Jeg elsker det.