Og nu...

er det min sidste dag på barsel og jeg savner allerede mine børn helt vanvittig meget. Også den største, som jeg jo har undværet i arbejdstimerne de sidste fem år. Måske er det noget med tiden det skifter, det er en brydningstid her på matriklen, storebarnet skal starte i skole og er ligenu i limbo uden pasning, lillebarney skal være hjemme med sin far, der for første gang skal holde fri fra arbejde længe og jeg skal tilbage på arbejde efter noget, som jeg tror, er den sidste barsel nogensinde. Det føles lidt som forventningen, da jeg var barn og hvert nyt skoleår en helt ny, tom flade, som blev forberedt med spidsede blyanter, ny garderobe (jeg husker det som om, jeg altid fik nyt i sommerferien), store planer om orden, systemer og en ny kalender blandet med spænding over det nye, jeg skulle lære. Sådan er det også nu. Jeg tror, at hverdagen pludselig bliver anderledes end før, at her ikke vil være rod, jeg vil løbe tre gange om ugen og vi vil få sund hjemmelavet mad hver eneste dag. Som om. Men lad mig please bare blive lidt i drømmen.....

Det, som er svært/når jeg blir' gammel

Så vil jeg sidde på en strand.... Pjat. Der er noget, jeg går og tænker på. På det sidste har jeg flere gange tænkt, at jeg glæder mig til vores børn flytter hjemmefra og mig og mand er alene. Det føles helt vildt forkert og skamfuldt at tænke sådan. Første gang var for nylig, da vi var på telttur, hvor jeg tog mig selv i at kigge på alle de par, der var afsted og tænke, at jeg glæder mig til vi engang kan tage afsted bare os to og sidde foran teltet og læse, drikke kaffe i ro og mag og så videre. På færgen på vej på sommerferie fik jeg samme tanke om tosomheden og i går aftes kom den igen, nøj, hvor jeg glæder mig til vi kan gå aftentur uden nogen skal puttes og vogtes over. Det føles meget skamfuldt at tænke sådan. Jeg elsker mine børn, men har faktisk ikke været alene det sidste trekvarte år. Overhoved. Og måske er det bare det jeg trænger til. Samtidig ved jeg jo, at om bare 4 år (det lyder langt....) kan vi igen meget mere, fx gå aftentur efter aftensmaden. Og lige om lidt kan vi være tosomme i afmålte intervaller. Og som jeg læste et andet sted, er det rigtig fantastisk at have nye ting at glæde sig til og drømme om. Jeg har i lang tid tænkt på at det føles lidt pudsigt, det her med meget længe at have forestillet sig, glædet sig til og drømt om at få børn, stifte familie og være voksen og nu, hvor jeg har børn ( i flertal!) og jeg nogengange føler mig begrænset i forhold til at komme ud og rejse, tage nye uddannelser, flytte og så videre fordi jeg pludselig skal tænke på andres behov først og ikke længere kun mine egne, er det i virkeligheden skønt at have noget nyt at glæde sig til og drømme om. Og lige nu hvor begge børn sover, har jeg lige taget mig selv i at kysse dem og give dem tæpper på og tænke over, hvor usigelig heldig jeg er. 

Sommerhus

Vi er i sommerhus. Det hus jeg har kendt længst i hele mit liv. Det har dannet rammen om mine allerførste ferier alene med en veninde, første gang var jeg ikke særlig gammel og nu forstår jeg faktisk ikke, hvorfor jeg fik lov. Den nærmeste telefon var mønttelefonen på campingpladsen to kilometer væk, det var flere år inden mit første kys og selvom vi var både fornuftige og handlekraftige, er jeg ikke helt sikker på, at mine unger får lov til det i den alder. Som barn tilbragte vi endeløse sommerferier her, jeg husker dem som fyldt med god stemning, mine forældres venner og deres børn, senere havde vi selv en legekammerater med (min bedste venindes far var landmand, hvor ferie aldrig fandt sted om sommeren, høsten I ved). Jeg husker, hvor mange gange om dagen vi kunne gå op til campingpladsen for at købe is og postkort med heste på, at vi altid skrællede kartofler udenfor, min far der så Tour de france lidt forbudt indenfor midt på dagen. Jeg husker, hvordan alting var gult, gardinerne, sofaen, æggebægerne, at vi gik til stranden med kæmpestore badedyr, men aldrig lå dernede. Jeg husker min mormor og morfar på besøg og store familiekomsammener med alle min fars tanter og onkler, fætre og kusiner og følelsen af at høre til et sted. Senere var sommerhuset rammen om min og min kærestes allerførste ferie alene sammen (husk hvor unge vi var) og nu danner det rammen om mine børns barndom. Jeg elsker det. 

At være to i en.....

Nej, jeg er ikke gravid eller noget. Bare dårlig til overskrifter. Hele mit liv har jeg været i tvivl. Om alt. Jeg er dybt misundelig på dem, der bare er sikre på sig selv og især på, hvad de kan lide og hvad de ikke kan. Da jeg var lille og skulle vælge en is, var det fx sådan, at det allerførst tog mig timer at vælge "måske den her, ej måske vil jeg hellere have den her, må jeg få den her (typisk en dyrere en)" og når jeg så havde valgt, var det også ret sikkert, at jeg jævnligt fortrød og alligevel hellere ville have haft en anden. Sådan er det stadigvæk. Ikke så meget i forhold til is, men forestil jer, når vi fx skal have et nyt møbel eller bare når jeg skal vælge, hvad jeg har lyst til af aftensmad. Inde i mit hoved er der tusind stemmer (ikke på den måde, vel!), der hele tiden kommer med nye forslag og spørger, om ikke jeg er bange for at fortryde. jeg tror det tog 3 måneder, før vi bestemte, hvilken sofa vi skulle have. Denne dualisme går igen mange steder: jeg er vildt social og lidt genert, gøglet og bedst tilpas i sort, ret følsom og mega bramfri (ok, ved ikke om det er modsætninger....) og så videre.... Har tænkt mig at lave en lille serie over temaet, nu må vi se. Derudover beundrer jeg helt vildt mennesker, der er klare i spyttet og bare ved, hvad de vil og hvordan de vil.

Sker der noget?

Ja, det kunne faktisk være overskriften på alle dele af mit liv lige nu, jeg halser efter alting og to-do listerne tårner sig op. Det er skørt, jeg vil virkelig gerne finde en bedre balance mellem at flyde med, slappe af overfor det, der ikke er så vigtigt og samtidig få gjort det, jeg skal og ikke sløse. Mand sagde lige før "alt det stress der, det er jo hverdagen. Du bliver nødt til at tænke, at det der ikke er så vigtigt, det når vi nok i morgen." For mig bliver det nemt bare pure alvor og balancen indfinder sig alt for sjældent. Det hænger nok sammen med, at jeg er vildt dualistisk, men det fortjener vist sit egen indlæg en dag. Jeg har en masse indlæg på tegnebrættet og skal nok prøve at få dem ud af røret og mig selv med.

Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag!

Nå, det må være på tide. Jeg har taget tilløb siden jeg var gravid med min ældste søn, som lige om lidt bliver seks år og oprettede profilen her, da jeg nyuddannet startede på job for fem år siden. Hvad vil jeg med bloggen? Jeg ved det ikke helt. Jeg savner at skrive og prøver at finde lidt mere mig frem. Det føles skørt (og temmelig egoistisk) at være et godt stykke over tredive og stadig tænke over 'hvem er jeg', men jeg har spurgt og mærket alt for lidt på det seneste. Jeg er født i byen, opvokset på landet og har nu boet i byen de sidste 15 år. Mine børn er bybørn. Derfor.