Det, som er svært/når jeg blir' gammel

Så vil jeg sidde på en strand.... Pjat. Der er noget, jeg går og tænker på. På det sidste har jeg flere gange tænkt, at jeg glæder mig til vores børn flytter hjemmefra og mig og mand er alene. Det føles helt vildt forkert og skamfuldt at tænke sådan. Første gang var for nylig, da vi var på telttur, hvor jeg tog mig selv i at kigge på alle de par, der var afsted og tænke, at jeg glæder mig til vi engang kan tage afsted bare os to og sidde foran teltet og læse, drikke kaffe i ro og mag og så videre. På færgen på vej på sommerferie fik jeg samme tanke om tosomheden og i går aftes kom den igen, nøj, hvor jeg glæder mig til vi kan gå aftentur uden nogen skal puttes og vogtes over. Det føles meget skamfuldt at tænke sådan. Jeg elsker mine børn, men har faktisk ikke været alene det sidste trekvarte år. Overhoved. Og måske er det bare det jeg trænger til. Samtidig ved jeg jo, at om bare 4 år (det lyder langt....) kan vi igen meget mere, fx gå aftentur efter aftensmaden. Og lige om lidt kan vi være tosomme i afmålte intervaller. Og som jeg læste et andet sted, er det rigtig fantastisk at have nye ting at glæde sig til og drømme om. Jeg har i lang tid tænkt på at det føles lidt pudsigt, det her med meget længe at have forestillet sig, glædet sig til og drømt om at få børn, stifte familie og være voksen og nu, hvor jeg har børn ( i flertal!) og jeg nogengange føler mig begrænset i forhold til at komme ud og rejse, tage nye uddannelser, flytte og så videre fordi jeg pludselig skal tænke på andres behov først og ikke længere kun mine egne, er det i virkeligheden skønt at have noget nyt at glæde sig til og drømme om. Og lige nu hvor begge børn sover, har jeg lige taget mig selv i at kysse dem og give dem tæpper på og tænke over, hvor usigelig heldig jeg er.